Gå til hovedindhold

Skadet led mellem kraveben og skulderblad

Når man har forstuvet dit kravebensled behandler vi primært med is og øvelser.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har skadet leddet mellem kravebenet og skulderbladet. Det kalder vi også AC-leddet eller skulderhøjdeleddet. Vi har givet dig smertestillende medicin og en slynge på armen for at aflaste din skulder. Behandlingen består af aflastning og øvelser. Det er meget sjældent nødvendigt at operere.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis smerter eller hævelse forværres

Smerter i leddet er almindeligt, når du har en skade. Leddet kan også få en bule og hæve lidt. Symptomerne forsvinder i løbet af et par uger. Undgå tunge løft og skub i denne periode.

Du skal ringe til din egen læge, hvis smerterne fortsætter eller hvis skulderen er meget hævet i mere end en uge.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du kan tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Brug et isomslag

Du kan lave et isomslag og lægge på der, hvor du har smerter eller er hævet. Brug fx en pose is og læg et viskestykke rundt om, så huden ikke kommer i direkte kontakt med isen. Læg isomslaget på 3-5 gange det første døgn i højst 15 minutter ad gangen.

Brug en slynge

Hvis du har mange smerter, kan det hjælpe at tage en slynge på armen en gang imellem. Som regel er det kun nødvendigt i de første 1-3 uger.

Bevæg din arm

Bevæg armen mange gange dagligt i alle retninger til smertegrænsen. Lægen kan have lagt en plan for, hvor meget du må belaste eller bevæge armen, og den skal du altid følge.

Du må dyrke motion, når hævelse og smerter er væk

Når skulderen ikke længere gør ondt eller er hævet, kan du dyrke motion. Det er vigtigt, at du starter gradvist op og hele tiden mærker efter, hvordan din krop reagerer. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Du må gerne træne til smertegrænsen, men det må ikke gøre ondt, når du træner.

Du skal lave øvelser

Efter 24-48 timer skal du lave øvelser. Det er normalt, at det gør ondt. Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner.

Flere gange om dagen skal du lave øvelserne. Gentag hver øvelse 5-10 gange.

Øvelse 1

Du skal bruge en klud og sidde ved et bord med siden til. Læg kluden fladt på bordet, læg hånden og underarmen på kluden med håndfladen ned.

  • Før kluden frem og tilbage, ud til siderne og rundt i cirkler på bordet med hånden og underarmen.

Øvelse 2

Du skal sidde på en stol.

  • Læg hænderne på lårene, læn dig frem, mens du lader hænderne glide ned til fødderne langs benene.
  • Ret dig op, mens du lader hænderne glide tilbage op ad benene igen.

Øvelse 3

Du skal stå lidt foroverbøjet og støtte med den raske arm på et bord eller en stol.

  • Lad armen hænge ned langs kroppen.
  • Sæt armen i bevægelse frem og tilbage, ind foran dig og rundt i cirkler.

Du kan se en film med øvelserne på regionh.dk/ujl eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Kom eventuelt til kontrol

Hvis vi vurderer, at du skal komme til kontrol, bliver du indkaldt via digital eller fysisk post til kontrol på Ortopædkirurgisk Ambulatorium på Hvidovre Hospital. Her taler vi med dig om genoptræning og dit videre forløb.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte din egen læge. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Værd at vide

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.amagerhospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden