Gå til hovedindhold

Velkommen til Lungesygdomme, sengeafsnit

Information til dig, der er indlagt eller skal indlægges på Lungesygdomme, sengeafsnit.

Velkommen til Lungesygdomme, sengeafsnit på Amager Hospital. Vi har samlet nogle af de informationer, du og dine pårørende kan få brug for.

Vi gør, hvad vi kan, for at din indlæggelse forløber så godt som muligt. Vi lægger vægt på, at du bliver godt informeret, og at du selv er med til at træffe beslutninger om undersøgelse og behandling, hvis du ønsker det.

På vores afsnit har vi speciale i lungesygdomme som KOL, lungebetændelse, astma, lungecancer mm., og hormon- og stofskiftesygdomme som diabetes mellitus og binyrebarkinsufficiens.

Kontakt personalet, hvis du har brug for yderligere information.

Når du er indlagt

Du er velkommen til at bruge dit eget tøj. Har du ikke medbragt toiletsager, badekåbe, sko og tøj, kan pårørende tage det med til dig eller du kan låne af os.

Pårørende er velkomne 

Det er en fordel, hvis én af dine pårørende har den primære kontakt til afsnittet og sørger for at holde andre pårørende informeret. Oplys navn og telefonnummer på den primære kontakt, når du bliver indlagt.

Pårørende kan ringe til afdelingen på telefon 38 62 82 33. Vi besvarer opkald døgnet rundt, men der kan opstå ventetid. Vi er nemmest at kontaktes mellem kl. 9.00-15.00.

Besøgstid

Vi har fri besøgstid, men tag hensyn til andre patienter og personalets opgaver. Gangarealer og samtalerum (beliggende efter stue 0) må benyttes frit.
Tag venligst hensyn til, at patienterne skal have lov til at sove fra kl. 21.30 og at vi derfor gerne ser, at du imødekommer ro på stuen fra dette tidspunkt eller forlader afsnittet.

Brug for en at følges med

Har du brug for en at følges med til din aftale, har hospitalet et samarbejde med Social Sundhed. Social Sundhed stiller frivillige fra sundhedsuddannelser til rådighed. De kan kontaktes på telefon 93 91 23 00. Læs mere om Social Sundhed på www.socialsundhed.org

Vejledende døgnrytme 

KlokkenAktivitet
07.30-08.15Sygeplejerske siger godmorgen.
Der serveres morgenmad.
08.00-08.30Morgenmedicin.
09.30-14.30Stuegang med læge sker i dette tidsrum.
Ikke muligt at give et præcist tidspunkt 
for stuegang. 
11.30-12.30Frokost serveres.
12.00-12.30Frokostmedicin.
14.00-14.30Kaffe og kage.
17.30-18.00Aftensmad serveres.
Aftenmedicin.
19.00-20.00Kaffe og kage. 
22.00Nattemedicin 

Hvis du selv kan gå, beder vi dig venligst om at bære din madbakke ud på de urene vogne, som står på gangen ved hhv. Stue 2 og stue 10. På forhånd tak.

Når der er eftermiddagskaffe er der fri selvbetjening ved vores selvbetjeningsrum lige efter stue 11. Der hænger et blåt skilt i loftet ud fra rummet, så du lettere kan finde det.

Her kan du eller pårørende altid selv hente vand, saft mm.

Personalet

Personalet mødes dagligt i forbindelse med fx vagtskifte og konference. I disse tidsrum er vi mindre synlige på gangene.

Tidspunkter hvor personalet mødes:

KlokkenAktivitet i personalegruppen
07.00-07.30Vagtskifte
09.00-09.15Tværfaglig konference
11.00-11.15Time-out
15.00-15.30Vagtskifte
19.00-19.15Time-out
23.00-23.30Vagtskifte

 

Medicin 

Personalet giver dig den medicin, du skal have i forbindelse med din indlæggelse. Vi fortæller, hvordan medicinen virker, og om du skal være opmærksom på bivirkninger. Får du i forvejen medicin, vil lægen gerne vide hvilken. Det gælder også naturmedicin og kosttilskud. I særlige tilfælde kan det være gavnligt, at du medbringer egen medicin ved indlæggelsen.

Stuegang

Der er stuegang mellem kl. 09.30-14.30 på hverdage. På øvrige tidspunkter tilses kun akut dårlige patienter. Ved stuegang får du svar på prøver og undersøgelser, og vi aftaler planen for din behandling. Vi revurderer behandlingen dagligt i hverdagene og lægger en plan for weekenden. I weekenden gås der ikke stuegang, medmindre man er akut dårlig eller en ny patient.

Hvis du eller din pårørende har spørgsmål, er det en god ide at skrive dem ned.

Hvis dine pårørende har særlige ønsker til tidspunkt for stuegang og vil deltage, kan dette oplyses til personalet, som vil forsøge at imødekomme dette.

Rygning

Amager Hospital er røgfrit - både ude og inde. Det gælder også E-cigaretter.

Eksplosionsfare

Ryger du på afdelingen, er vi nødsaget til at konfiskere din tobak, da der på grund af ilt på afdelingen er eksplosionsfare. 

Tilbud om rygestop

Afdelingen har mulighedfor at henvise dig til rygestop. Vi samarbejder med rygestopsinstruktører i din kommune, der kan støtte dig, efter du bliver udskrevet. Ryger du, får du tilbudt nikotinplaster eller lignende. 

Praktiske oplysninger

Kosten - a la carte køkken

Hospitalet tilbyder mad à la carte til alle patienter. Kosten er en del af behandlingen, og personalet kan hjælpe dig med at vælge den rette kost. Menuerne hænger på patientstuen og ellers kommer sygeplejersken og spørger hvad du kunne tænke dig.

Du kan hente drikkevarer på gangen i vores selvbetjeningsrum ved stue 11. Der hænger et synligt blåt skilt, så det er lettere at se.

Har du behov for ekstra energi, får du tilbudt ernæringsdrikke.

Mobiltelefon og internet

Du er velkommen til at bruge din mobiltelefon. Har du computer/tablet med herind, kan du koble dig på det trådløse netværk ”RegHGaest”.

Tolk

Der er mulighed for at få en tolk med til undersøgelser og behandling på hospitalet. Tolken bestilles af personalet. Der kan være et gebyr forbundet med brugen af tolk.

Værdigenstande

Du får et skab med kode eller lås til dine personlige ejendele. Du kan få opbevaret værdigenstande og penge på hospitalet. Hospitalet er kun ansvarligt for de genstande, der er afleveret til opbevaring. Personalet afhenter genstandene, når du bliver udskrevet, eller du kan selv hente dem i Informationen. Åbningstid for afhentning: Mandag - søndag kl. 08.00 - 21.30.

Hjælpemidler

Bruger du hjælpemidler, er du velkommen til at medbringe dem ved indlæggelsen. Får du behov for nye hjælpemidler, hjælper personalet dig. 

Kom godt hjem 

Udskrivelse 

Vi vil gerne sikre, at det er trygt at komme hjem igen, når du bliver udskrevet. Hvis du har brug for hjælp fra den kommunale hjemmepleje, kontakter vi din kommune og aftaler hjælpen. Inden udskrivelsen får du information, om der er noget, du skal være opmærksom på.

Overflytning til andet hospital 

I nogle tilfælde overflytter vi patienter til Hvidovre Hospital ifm. behandlingsmuligheder. Dette vil vi informere om, hvis det bliver aktuelt.

Medicin 

Sygeplejersken giver dig en medicinliste og medicin med til de første dage. Lægen sørger for, at der ligger recept på den nye medicin på apoteket.

Se din journal

Hvis du vil vide, hvad står i din journal, kan du logge ind på hjemmesiden sundhed.dk eller minsundhedsplatform.dk med dit MitID. Vær opmærksom på, at der kan være prøvesvar, som du endnu ikke er informeret om.

Hvordan kommer man hjem?

Du skal som udgangspunkt selv sørge for transport hjem. Dog ikke, hvis du er for syge til selv at klare transporten. Sygeplejersken vurderer, om du har brug for sygetransport.

Sådan får din egen læge besked 

Vi sender information om din indlæggelse og behandling til din læge senest én hverdag efter udskrivelse. Gør os opmærksom på det, hvis du ikke ønsker det.

Hvor skal jeg henvende mig, når jeg er kommet hjem?

Hvis du har spørgsmål, når du er blevet udskrevet, skal du kontakte din egen læge, også hvis du skal have fornyet en recept, medmindre vi har aftalt andet.

Kontakt uden for din læges åbningstid

Ring til Akuttelefonen på telefon 1813. Her får du svar på spørgsmål vedrørende sygdom. Du kan også blive henvist videre ved behov for akut behandling.

Personlig rådgivning og faciliteter

Patientvejleder

Du og dine pårørende er velkomne til at kontakte patientvejlederen på hospitalet, hvis I har brug for information eller vejledning i mødet med sundhedsvæsenet. Det gælder også, hvis du vil klage over din pleje eller behandling. Læs mere på www.regionh.dk/patientvejleder.

Telefon: 38 66 66 42, mail: patientkontorhvidovre@regionh.dk.

Præst

Hospitalspræsterne står til rådighed for patienter og pårørende til at tale om fx personlige problemer, sorg, krise eller religiøse forhold. Præsterne har tavshedspligt og ingen pligt til at registrere noget.

Hospitalspræst Julie Ragn Jensen træffes på telefon 50 51 15 86 bedst mandag, tirsdag og torsdag i tidsrummet kl. 09.30-13.00. Eller på mail: julie.ragn.jensen@regionh.dk

Etnisk ressourceteam

Etnisk ressourceteam er et tilbud om støttepersoner for patienter og pårørende med etnisk minoritetsbaggrund. Støttepersonerne har forskellig etnisk og religiøs baggrund. Ønsker du at tale med en støtteperson, skal du henvende dig til personalet på afdelingen.

Glemte sager

Hospitalet opbevarer glemte sager i en måned. Herefter bliver det sendt til politiets hittegodskontor. Kontakt Informationen ved hospitalets hovedindgang.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden