Hvad kan doubletesten eller nakkefoldsskanningen sige noget om?
Ved hjælp af nakkefoldsskanningen og doubletesten får I en vurdering af risikoen for Downs syndrom hos jeres foster. Ved at kombinere de to undersøgelser finder man i dag mere end 90 % af alle fostre med Downs syndrom.
Hvis du er gravid med tvillinger, kan man også udregne en risiko for det enkelte fosters risiko for Downs syndrom.
Doubletest
Doubletesten er en blodprøve, hvor man undersøger dit blod for to proteiner (PAPP-A og beta-HCG). De to proteiner dannes i din moderkage. Hvis du bærer et foster med Downs syndrom vil mængden af de to proteiner i blodet ofte være anderledes, end hvis du bærer et rask foster.
Nakkefoldsskanning
Nakkefoldsskanning er en ultralydsskanning, som du kan få foretaget, når du er 11 til 14 fulde graviditetsuger. Ved nakkefoldsskanning får du målt den smalle væskespalte – kaldet nakkefolden – som dit foster har i nakkeregionen. Jo større nakkefold dit foster har, jo større er risikoen for Downs syndrom.
Ved nakkefoldsskanning bliver dit foster ikke undersøgt for misdannelser. Men når du er mellem 18 og 20 fulde graviditetsuger, vil du blive tilbudt en gennemskanning for misdannelser.
Hvordan foregår nakkefoldsskanningen?
Nakkefoldsskanningen foregår ved en skanning på din mave, men det er ofte nødvendigt også at skanne dig gennem skeden. Ved nakkefoldsskanningen vurderer man først størrelsen på dit foster, og bagefter måles nakkefolden på dit foster. Hele undersøgelsen varer ca. ½-1 time. Det er en god idé at tømme blæren inden undersøgelsen.