Refusion for behandling i udlandet

​Oplysninger vedrørende refusion for praksisbehandling i udlandet

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Regionen ​refunderer udgifter til udenlandske sundhedsydelser​​​

Udgifter til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i et EU- eller EØ​S​-land kan refunderes af regionen.

Se vejledningens fulde tekst her

Hvor skal behandlingen været modtaget​

Behandling skal være modtaget i et andet EU-eller EØS-land.

Betaling, refusion og bilagsmateriale​

Du skal selv betale den udenlandske behandler for behandlingen og kan efterfølgende søge om refusion fra regionen. Det er din opgave at fremlægge det bilagsmateriale, der er nødvendigt for, at regionen kan afgøre, om du har ret til tilskud/refusion. Regionen frabeder sig i denne henseende, at du indsender originale bilag.

Du skal være opmærksom på, at regningen for medicin købt i et andet EU/EØS land skal sendes til Lægemiddelstyrelsen.

Læs mere om medicinrefusionen her.

Vil du læse om tilskud til sundhedsydelser i andre lande, kan du læse det her.

Refusion fra kommunen​

Der er også mulighed for tilskud til en række kommunale ydelser. Det gælder børne- og ungdomstandpleje, støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader, vederlagsfri genoptræning uden for sygehusregi og vederlagsfri fysioterapi. Ret henvendelse til din kommune for mere information.

Hvem kan få refunderet udgifter​​

Der gives tilskud til personer, som er bosat i Danmark og som er gruppe 1 eller gruppe 2-sikrede. Læs mere om sikringsgrupper på Sundhed.dk

Henvisning og forhåndsgodkendelse​​

Krav om lægehenvisning eller lægeordination i Danmark gælder også for varer eller tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land.

For tandpleje i forbindelse med visse kræftformer og Sjøgrens Syndrom​ skal behandlingen godkendes af regionsrådet inden igangsættelse, uanset om behandlingen skal foregå i Danmark eller i udlandet.

Du kan læse mere om tilskudstandpleje her

Krav til ansøgning om tilskud​

Den sikrede skal dokumentere, at ydelsen svarer til en ydelse, der i Danmark ydes tilskud til. Dokumentationen skal indeholde:

  • En nærmere beskrivelse af ydelsen og ikke kun typen af ydelse. Ved en tandfyldning skal det eksempelvis fremgå, hvilken type der er udført
  • Derudover skal det af regningsmateriale fremgå, at regningen er betalt, og prisen skal angives opdelt på hver enkeltydelse
  • Kræver ydelsen en lægehenvisning, skal der vedlægges en kopi af denne eller en elektronisk henvisning på henvisningshotellet.

Sådan søger du om refusion

Du skal sende dine betalte regninger med påført Cpr-nummer.

Du kan sende til vores sikre postkasse på borger.dk eller e-boks.dk, da din henvendelse vil indeholde personfølsomme oplysninger.

 

Skriv til os med sikker digital post (log på med NemID)

Du kan også sende dem med alm. post til:

Region Hovedstaden
Center for Sundhed
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

Sådan får du svar​​​

Når sagen er behandlet får du besked fra regionen i din E-Boks. Der medsendes kopi af regningen med påtegning, samt et afregningsbilag som eventuelt kan bruges til privat sygeforsikring. Pengene sættes ind på din nem-konto.

Tilskuddets størrelse​

Tilskuddet ydes efter samme regler, som er gældende i Danmark.

Krav til behandleren​

Behandleren skal have samme uddannelsesmæssige kvalifikationer, som der kræves af en tilsvarende behandler i Danmark. Det betyder også, at den udenlandske behandler skal opfylde særlige betingelser, der stilles til behandlere i Danmark via pågældende fagområdes overenskomst. 

​​Hvis der er tvivl om, hvorvidt den udenlandske behandler har de krævede kvalifikationer, skal ansøgeren kunne dokumentere, at behandleren opfylder kvalifikationskravene.

Forældelse​​

Krav på tilskud til sundhedsydelser eller varer, der er købt eller modtaget i et andet EU-/EØS land er underlagt den almindelige forældelsesfrist på 3 år. Du skal derfor søge tilskud i regionen, inden 3 år efter du har modtaget behandling eller købt varen i udlandet.

Regionen refunderer udgifter til​​​​:

  • Almen lægehjælp til gruppe 1- og 2 sikrede personer jf. sundhedslovens §59, stk. 1 og §60, stk. 2
  • Speciallægehjælp til gruppe 1- og 2 sikrede personer jf. sundhedslovens §64, stk. 1 og 2
  • Forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læge til børn under den undervisningspligtige alder, jf. sundhedslovens § 63, stk. 1.
  • Kiropraktisk behandling, jf. sundhedslovens § 66.
  • Fysioterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 67.
  • Fodterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 68.
  • Psykologbehandling, jf. sundhedslovens § 69.
  • Regionstandpleje, jf. sundhedslovens § 162. 3020
  • Tandbehandling til visse patientgrupper, jf. sundhedslovens § 166.
  • Forebyggelse og sundhedsfremme i praksissektoren, jf. sundhedslovens § 119, stk. 3.
  • Høreapparatbehandling i privat regi til personer over 18 år, jf. sundhedslovens § 70 a.
  • Tandpleje og tandbehandling omfattet af tilskud efter sundhedslovens § 65 og regler fastsat i medfør af sundhedslovens § 71.  Se hvilke ydelser her​
Redaktør