Jørgen fortæller
I denne video deler Jørgen Folkmann sin historie om den tid, hvor han var indlagt i 7 uger i isolation med COVID-19.
Jørgen blev indlagt på hospitalet, med COVID-19 efter en skiferie i 2020, her skulle han tilbringe de næste 7 uger uden besøg udefra. Det er fra et rum, lignende det han var isoleret i, at Jørgen bevægende fortæller om denne hårde tid for ham. Der kunne gå lang tid mellem hver gang Jørgen fik besøg af plejepersonalet, da de skulle tage beskyttelsesudstyr på. De lange mellemrum mellem plejepersonalets besøg fik Jørgen til at føle sig alene og efterladt. Han kunne mærke, at personalet var stressede, og derfor var han også tilbageholdende med at bede om besøg.
Selvom Jørgen følte, at der blev taget hånd om ham af personalet, ønskede han indimellem, at der blev sat tid af til en ordentlig samtale mellem ham og personalet eller et kærligt klap på skulderen. Han oplevede, at kommunikationen til tider blev meget teknisk, og Jørgen savnede ofte omsorg. Han deler eksempelvis en episode, hvor han ikke kunne få iltapparatet til at fungere, hvilket resulterede i et hosteanfald og opkast. Personalet hjalp Jørgen ved at tørre op, men fulgte ikke op med omsorg og trøst bagefter. Dette fik Jørgen til at føle sig hjælpeløs og efterladt, og han endte med at græde. Jørgen understreger, hvor meget det ville have betydet for ham, hvis nogen fra personalet havde givet ham et kærligt klap på skulderen eller vist omsorg.
På et tidspunkt vurderede personalet, at Jørgen havde brug for besøg af sin kone. Denne dag betød enormt meget for Jørgen. De snakkede hele dagen og holdt i hånd gennem plastikhandsken, og de var virkelig taknemmelige for at kunne se hinanden overhovedet. Da Jørgen på et tidspunkt skulle flyttes fra én afdeling til en anden, oplevede han, at meget af personalet samlede sig på gangen og vinkede farvel til ham. Denne oplevelse berørte Jørgen dybt og fik ham til at græde. Han kunne mærke, at personalet virkelig ønskede ham det bedste.
Ifølge Jørgen er det små justeringer, der skal til, men ikke desto mindre små justeringer, der betyder utrolig meget for patienten. For eksempel manglede der en fjernbetjening på alle de tre stuer, Jørgen var indlagt på.
Når Jørgen tænker tilbage på forløbet, er han meget tilfreds med den behandling, han har fået på hospitalet, og han er taknemmelig for, at han stadig er i live. Han fastholder dog, at de små justeringer i omsorgen ville have betydet en verden til forskel for ham.
I dag er Jørgen rask, men han har stadig nedsat lungefunktion.