Flere afdelinger på Amager og Hvidovre Hospital benyttede "Hvad er vigtigt for dig"-dagen den 6. juni til at tale ekstra med patienter og pårørende, og en af dem, var Afdeling for Hjertesygdomme. Det fortæller cheflæge Kirstine Lærum Sibilitz.
"Mange udtrykker, at de er glade for at få information om en klar plan for deres behandling. Nogle savner lidt frugt og grønt på menukortet. En pårørende nævnte, at man kunne kommunikere med dem via sms, så de hurtigt var orienteret om nyt i behandlingen. Vi er vilde med disse tilbagemeldinger og tager svarene meget seriøst, så vi fortsat kan lære og hele tiden forbedre vores patientforløb," siger Kirstine Lærum Sibilitz.
Også Dagkirurgisk Afdeling og Anæstesiologisk Afdeling gjorde noget særligt ud af dagen og delte spørgeskemaer ud til patienterne inden deres operation. Her kunne de svare på, hvad der er vigtigt for patienter, som skal bedøves og opereres.
Ved hovedindgangen kunne man møde vicedirektørerne Tina Holm Nielsen og Kurt Stig Jensen, der sammen med Timm Thorup Sørensen fra hospitalets Patient- og Pårørendepanel talte med patienter og pårørende. Der blev også delt postkort ud, hvor patienter og pårørende kunne skrive, hvad der er vigtigt for dem.
Dagen er arrangeret i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Se her, hvad Sigrid på 9 år svarer på spørgsmålet: